Om ’kunstnerinddragelse’

af Sofie Maj Thomsen, Ph.d.-studerende ved Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet

Inddragelse i kunst handler om at tildele kunsten en konstruktiv aktiv rolle i verden. Således skriver den britiske kunsthistoriker Claire Bishop i sit moderne hovedværk om den sociale kunst og dens nye magtfulde rolle i verden. I en verden, hvor kunsten historisk set har været objektorienteret, er den kollektive kunst værdibaseret. I en verden, hvor kunstens tilblivelse oftest tilknyttes et enkelt individs uforklarlige inspiration, handler den kollektive kunst om det forklarlige og det, der sker udenfor individet. Det handler om samtaler, relationer, handlinger, forhandlinger og sociale bevægelser – og på denne måde sætter inddragelse nogle nye muligheder for kunsten i spil. Hvis vi virkelig vil samskabelsen og de nye muligheder i kunsten, mener jeg, at vi bør introducere begrebet kunstnerinddragelse, så vi kan udvikle nye nødvendige perspektiver og fælles forståelser i inddragelses-diskursen. 

Det kunstneriske ’geni’, der i den klassiske idéhistorie kan spores helt tilbage til den græske filosofi og sidenhen har eksisteret som helligt begreb i århundreder, har påbegyndt en bevægelse fra himlen og ned på jorden til os andre dødelige. Kunsten er blevet del af hverdagslivet.

Det er i opløsningen af disse klassiske kontraster og i erkendelsen af at kunstnerisk praksis ikke længere alene kan handle om skabelsen af materielle værker, der skal konsumeres af passive ’bystanders’, at kunsten i dag træder ind et nyt aktivistisk paradigme. Kunsten har i dag fået et nyt socialt ansvar, skriver Bishop og kunstnerne arbejder i dag sammen med kommuner, staten og private om at adressere og finde nye løsninger på samfundets problemer. Samtidigt efterlader denne sociale bevægelse i kunsten nogle vigtige spørgsmål om relationen til det æstetiske slutprodukt, om fordeling af ansvar i den kollektive kunstproduktion og om hvordan den aktivt forholder sig til den kontekst den spiller ind i.

Hvorfor er det så populært at inddrage borgere i kunstprojekter? Hvordan bliver inddragelse i kunst meningsfuld, fremfor blot et politisk buzz-word? De sociale kunstprojekter i Grasslands foregriber en større politisk tendens, hvor det at inddrage borgere i skabelsen af kunst, tildeles særlige positive værdier. Med de samskabende værker i Selde, Åsted, Junget og Thorum har vi mulighed for at dykke ned inddragelsens proces og sætte os udenfor de mange normative ideer og forestillinger, der findes om emnet.

Birgitte Ejdrup Kristensens værk Skivevej 13, et hvidt husfundament i midten af landsbyen Selde, har erstattet et tomt forladt hus på stedet. Værket var produktet af en længere proces med samtaler og møder med lokale borgere fra byen. Et par år senere i Åsted mødte en gruppe borgere op aften efter aften og transformerede deres husgavle til murmalerier i et co-design med projektleder Lene Noer og billedkunstnerne Deirdre O’Mahony og Leonardo Sagsastuy Solis.

Ser man på de to landsbyer, finder man det samme handlingsgrundlag for at invitere kunsten ind; de kendte udkantsproblemer: den lukkede skole, den truede købmand, de tomme huse, de manglende transportmuligheder. Men de to byer er forskellige i deres historik omkring berøring med kunsten og det kreative felt. Seldes historie er, at der tidligere har været kunstnere, der havde deres skabende felt i byen, og denne historie bliver holdt i live af det lokale ildsjælepar Gundhild og Herman, der står bag et aktivt kulturhus med koncerter, store moderne værker og muligheden for byens borgere for at engagere sig i kunstens univers. Birgitte Ejdrup Kristensens og Lene Noers arbejde med at inkludere borgerne i værket tog form igennem de mange borgermøder, hvori debatter om udkant, kunst og identitetsfølelse fik plads. På mange måder kunne inddragelsen i Selde bekrives som en refleksiv idéudveksling imellem borgere og kunstnere, mens den i Åsted i højere grad var en praktisk udveksling. På denne måde var der forskellige kunstneriske greb om deltagelse under Grasslands forløb.

Kunstværkerne og den fælles proces omkring dem blev i Grasslands projekterne katalysatorer for nye samtaler, de blev til nye mødesteder, de skabte nye netværker i byerne. ’Ekspertrollen’ demokratiseres når landsbybeboere får muligheden for at demonstrere deres lokalkendskab og for at guide kunstnerne under værkernes tilblivelse. Samtalerne om landsbyernes historie udfoldede sig således på forskellig vis de to steder, men var ledt af borgernes kendskab og erfaringer med steder og rum i byen. De var dele af den dynamiske ekspertrolle, som udfoldede sig i værkerne i Grasslands og gjorde borgerne til midlertidige kaptajner af værkerne.

Måske bør vi gøre op med ideen om de aktive kunstnere, som de inddragende, og borgerne som de (mere passivt) inddragede. Vi kalder det borgerinddragelse, publikumsengagement eller – i mere politisk forbrugssamfundskontekst – brugerinddragelse, og anråber dermed kun den ene af drivkrafterne i de kollaborative værker i vores diskurs om kunstens sociale roller.

Det kunne også hedde kunstnerinddragelse, fordi det først og fremmest er det, der skal til, for at de kollektive kunstproduktioner kan få deres plads. Når man benytter ordet, eller begrebet ’borgerinddragelse’ antager man et magtforhold – at nogen har magten til at inddrage andre på deres præmisser. Men inddragelse er dynamisk, gensidig og mangefacetteret. I Grasslands projektet har dette bl.a. betydet, at værkerne på nogle tidspunkter var mest i borgernes hænder, på andre tidspunkter i kunstnernes. Kunstinddragelse er en proces over tid, en proces, der påvirkes af forskellige interessenter på forskellige tidspunkter. Det er ikke en absolut eller entydig størrelse. Der er på mange måder brug for en gentænkning af kunstinddragelsesbegrebet og dets komplekse betydningsindhold og metodik. Som Bishop, og mange af hendes kunsthistoriske kollegaer, peger på, er det begrænset, hvor meget vi analytisk og teoretisk har beskæftiget os med kunstinddragelse – og dette på trods af, at vi flittigt bruger ordene i den offentlige debat, eller i politiske argumenter.

Vi skal diskutere hvorfor kunsten skal inddrage(s), og hvad det kan. Vi skal nuancere inddragelsesbegrebet, fordi det er en mere kompleks og mangfoldig størrelse end det ofte fremstilles som. Men ser man på projekt Grasslands, så behøver vi måske ikke diskutere om vi skal. Det har været borgernes initiativ at kunstnerinddrage, og når de talstærkt mødte op og bakkede op om værkernes skabelse, så er det udtryk for, at kunsten kan noget, når det gælder om at styrke en kamp, et fællesskab eller en bys identitet.