Kunsten i landdistriktspolitikken

af Anne-Mette Hjalager, Professor, Syddansk Universitet.

Har kunsten en særlig rolle i landdistrikterne og landsbyerne? Grasslands projektet leverer en betagende fortælling om, at kunsten faktisk har bidraget aktivt til at flytte noget for de fire landsbyer Selde, Junget, Thorum og Åsted i Salling. Denne artikel sætter kunsten ind i en landdistriktspolitisk ramme. Den undersøger, hvordan forståelsen af kunstens rolle følger trop med tre store skift i opfattelsen af, hvordan man bedst fremmer udviklingen i landdistrikterne.

Landdistrikterne har så godt som altid været omfattet af sympati fra både regering og folketing, fra lokale politikere i kommuner og regioner og ikke mindst fra en bred andel af befolkningen. Sympatien omsættes dog ikke altid raskt til synlige, virkningsfulde konkrete indsatser, og af den grund ruller bølgerne ofte højt i debatterne. Hertil kommer, at landdistrikterne reelt er oppe imod stærke centraliserende samfundskræfter med urbanisering og ufordelagtige forskydninger i demografien. Det er ikke helt uden grund, at befolkningen i landdistrikterne – især længst væk fra de store byer – synes, at offentlig og privat service siver ud, bussen bliver væk, og optimismen indimellem er svær at mobilisere.

Men der er også udviklinger, der går den modsatte vej. Lyspunkter med strålende idéer og kraftfuld iværksættelse. For eksempel, hvor lokalbefolkningen lykkes med at sætte en butik på folkeaktier, protesterer med held mod skolelukninger og går i brechen for indholdsforandrende byggeprojekter. Dette er bestemt ikke en uniform udvikling over hele landet. Vi kan ikke over én kam sige, at det går fremad eller tilbage. Udviklingen sker, hvor nogen for alvor vil den og bare ikke giver op.

Tre landdistriktsparadigmer
Landdistriktspolitikker har eksisteret i forskellige formater siden den første egnsudviklingslov i 1958. Men forståelsen af landdistrikternes behov og udviklingsparathed har udviklet sig ret dramatisk. Over tid har der fundet en bevægelse sted fra først et subsidie- og transfereringsøkonomisk paradigme med en storhedstid fra 1960’erne og godt ind i 1980’erne. Herefter et paradigme, som gør de stedbundne potentialer og ressourcer til drivende kræfter, og dette har været en landdistriktspolitisk forankring fra 1980’erne og er det stadig i vidt omfang. Fra midten af 00’erne er man begyndt i stigende grad at se landdistrikternes udvikling i et relationelt økonomisk perspektiv, et samspil mellem forskellige geografier, og her ses et fremvoksende nyt landdistriktsparadigme. Der er tale om en hovedbevægelse over tre tidsaldre, men der vil til enhver tid være elementer af alle paradigmer i de aktuelle landdistriktspolitikker, dog med vægtforskydninger.

I det følgende forklares disse tre paradigmer nærmere. Kunstens faktiske og mulige rolle foldes ud i de tre landdistriktsparadigmer.

Det subsidie- og transfereringsøkonomiske paradigme
En bagvedliggende observation for subsidie- og transfereringsøkonomien er, at landdistrikterne taber fart sammenlignet med andre egne. De er ofre for ugunstige strukturudviklinger. De skal derfor i lighedens og den regionale levevilkårsbalances navn hjælpes, så de kommer på niveau.

Der er i dette paradigme stor fokus på at støtte industri og landbrug ud fra den forudsætning, at der her kan skabes gode nye og eksporttunge arbejdspladser, som har en afsmittende effekt på lokalområdernes øvrige liv og udvikling. Redskaberne er direkte støtte til investeringer i landbrug, industri og i nogle tilfælde også ”ikke-flygtige” serviceerhverv. Udflytning af statslige arbejdspladser er også et redskab fra subsidie- og transfereringsværktøjskassen, som er genoplivet i de senere år. Endvidere omfatter paradigmet udbygning af transportinfrastrukturen, så det ikke føles sværere at drive virksomhed på landet end i byerne.

Subsidie- og transfereringsparadigmet er bygget op omkring den antagelse, at når der blot er jobs, så bliver der også skattekroner til at udbygge lokalområderne med uddannelser, kultur og andre servicetilbud. Måske kan udviklingen gives et lille ekstra spark med støtte til en teatersal, et museum eller et idrætsanlæg. Den udvidede logik er, at hvis erhvervslivet skal trives, så skal der være gode levevilkår for de attraktive medarbejdergrupper og deres familier.

Kunst er noget, som er lavgearet inden for subsidie- og transfereringsøkonomien. Kunst er ”flødeskum” – slet ikke uvigtigt, for i et velfærdssamfund skal der også på det kulturelle område være en passende geografisk balance. Kunstingrediensen i landdistriktspolitikken består i at støtte opbygning af institutioner som eksempelvis udstillingsfaciliteter og museer. Anerkendt smagfuld kunst i gademiljøet, som for eksempel Giacometti i Holstebro, ligger også i denne kategori. Sådanne investeringer demonstrerer, at landdistrikter og små byer får en dosis af kulturliv i de mest veletablerede formater og kvaliteter.

Paradigmet om aktivering af stedbundne potentialer og ressourcer
Gratis skatteyderpenge er rare, men det rimer også på umyndiggørelse, bureaukrati og københavneri. Reaktionen på det subsidie- og transferringsøkonomiske paradigme folder sig ud som ulmende krav om større respekt for landdistrikternes egne ressourcer og potentialer. Landbefolkningen vil opnå omverdenens ærlige tillid til, at de både kan og vil noget selv. De ønsker en anerkendelse af, at deres måder at gøre tingene på også har værdi. Med dette paradigme ses der ikke længere på, hvad der kan ”plantes ind” udefra, men hvad der kan gro nedefra.

Stedbundne potentialer og ressourcer er i sagens natur helt individuelle for det enkelte område. På den måde lægges der op til en destandardisering af landdistriktspolitikkerne. Man kan nogle steder have fokus på naturressourcer, som både kan danne grundlag for nye former for fødevareproduktion og udgøre rammen for madrelaterede festivaler og begivenheder og på den måde styrke bredere turismemæssige potentialer. Andre steder vægter kulturarvens betydning både som identitetsskaber og som ramme om nye erhvervsmæssige og sociale aktiviteter. Blandt andet Realdanias programmer har sigtet på at bidrage til at øge stoltheden om bygningskulturen og få lokale penge op af lommerne til både moderne og nænsomme nyanvendelser. Atter andre har udnævnt sig selv til energilandsbyer. Landdistrikternes indbyggere har i stigende grad fået øjnene op for, at de lokale fællesskaber og ildsjælene er afgørende drivkræfter.

Den landdistriktspolitiske værktøjskasse er anderledes end under subsidie- og transfereringsparadigmet. Stimulering af brugen af de stedbundne potentialer og ressourcer sker blandt andet ved udviklingsorienterede tilskud til videnopbygning og understøttelse af netværk og samarbejder. Helhedsorienterede landsbyfornyelser sigter mod at skabe ikke bare værdiforøgelser, men i lige så høj grad en lokal egenaktivitet og handlekraft. Der kommer en accept af, at en udviklingspolitik har mange facetter og ikke kun handler om arbejdspladser og økonomisk vækst i traditionel forstand, men også om mening, identitet og sammenhold. Hermed er landdistriktspolitikkerne i dette paradigme nødvendigvis mere bevægelige og pragmatiske.

Kunsten får under dette paradigme en ny rolle. Lokale kunsterne og kunsthåndværkere ses som fortolkere af lokalområdets sjæl og historie i deres kunst, og i den forstand kan de bidrage til at styrke autenticiteten på flere fronter. De er også en del af virksomhedslivet på lige fod med andre erhverv, og deres økonomiske succes er noget, som landsbyerne bekymrer sig om. Fremme af kunstnernes vilkår som erhverv og forretninger kan blandt andet ske ved at sikre dem synlighed i gadebilledet og at drage dem ind i projekter, hvor deres faglige profil kan nyttiggøres. Nogle landsbyer søger at skabe egentlige ”klynger” af kunstnere og kunsthåndværkere ved at stille værksteder, kunstnerrefugier og udstillingssteder til rådighed, ved at starte festivaler omkring kunstneriske tematikker og ved at inddrage kunstnernes værker og produktion i den lokale turist- eller bosætningsmarkedsføring.

Relationelt økonomisk paradigme
At bygge på stedbundne potentialer og ressourcer har vist sig fremgangsrigt i mange lokalområder med effekter som identitetsopbygning og sammenhold. Men igen er der nogle bagsider, som kalder på en reaktion, og som skaber grobund for et nyt paradigme. Problemet med at arbejde med de stedbundne ressourcer og potentialer er, at lokalsamfundene risikerer at lukke sig om sig selv. De samme aktive personer tager slæbet altid, og denne i øvrige prisværdige indsats kan betyde, at vidensressourcerne måske kører i ring og udtørres, og energien daler.

En observation i lokalområderne er ofte, at nye indbyggere eller andre udefrakommende gentænder gejsten og gnisten. De bringer viden og netværk med sig, og de har ideer til, hvordan eksterne ressourcer kan bringes sammen med lokale og frugtbargøre de allerede kendte stedbundne ressourcer på nye måder. En ny mikrovirksomhed får måske et lokalt leverandørnetværk, og de knyttes direkte og indirekte til forbrugergrupper i byerne, således som en række fødevareinitiativer har vist det. Landsbyer som har et tæt samspil med andre områder – det være sig større byer, andre landsbyer eller sågar udenlandske lokalsamfund – eksponeres for mere inspiration, får flere udfordringer og kan samle en større kritisk masse til at igangsætte projekter og aktiviteter.

Understøttelse af den relationelle økonomi handler om at stimulere til samarbejder på tværs af geografi og sektorer. Det har faktisk været en forudsætning i mange af EU’s støtteprogrammer i mange år, og praksissen er blevet mere og mere raffineret med tiden. Nu taler man om co-design og co-innovation, og med dette signaleres, at landdistrikternes borgere og virksomheder ikke er passive modtagere eller tilskuere. De er tværtimod med til at skabe og genskabe deres egen landsby, og på en måde også de andre landsbyer, som på mere eller mindre subtile måder og i kortere eller længere tid indgår i kreative netværk. Emnerne for den relationelle økonomi er ikke på forhånd veldefinerede, og måske lander man i de bevidst eksperimentelle processer et helt andet sted end forventet.

Hvis man skal forstå kunsten i den relationelle økonomi, skal man hæfte sig ved kunsternes særlige evner til og muligheder for at knytte landsbyerne sammen med en større verden. De bærer noget med ind og lægger nye lag på landsbyens liv og eksistensvilkår, men tager også noget med væk, som genbruges og omtolkes et andet sted og på et andet tidspunkt. Subsidie- og transfereringsparadigmet forstod det således, at først skal man have en god og solid økonomisk base, så kan kunsten komme bagefter. I det relationelle økonomiske paradigme er det nærmest omvendt. Her støttes det kunstneriske projekts mission og idé, og mon det så ikke også i kølvandet bliver dejligere og rigere at være virksomhed eller borger i landsbyen?

Grasslands og landdistriktspolitik
I denne bog bruger Trine Rytter Andersen begrebet relationel æstetik til at beskrive den aktivistiske og kollaborative proces, som har fundet sted i forbindelse med Grasslands. Sofie Maj Thomsen taler om ”kunstnerinddragelse”. På den måde illustrerer Grasslands nogle vigtige pointer i forandringen af kunstens rolle i landdistriktspolitikkerne. Bogens kapitler viser med sit væld af udsagn og observationer, at det ikke nødvendigvis er en nem proces.

Denne artikel introducerer tre landdistriktspolitiske paradigmer, som på en underliggende måde også er på spil i Grasslands. Nogen vil helst have subsidier og så ellers være i fred. Andre giver udtryk for, at de kunstneriske udtryk skal have en autenticitet, gro op af mulden, ud af ressourcerne, og det ligger kunstnerne i Grasslands meget på sinde at imødekomme denne præmis. Set i perspektiv af landdistriktspolitisk paradigmeskift, så bidrager Grasslands gennem sin arbejdsmetode til den spændende og udfordrende relationelle landdistriktspolitiske paradigmeudvikling, som sætter konstruktive spørgsmålstegn og åbner nye horisonter også langt uden for den kunstneriske verden.