Forord

af Lucy Neal

Disse landsbyer i det vestlige Danmark har sat gang i min fantasi. Det har vakt min nysgerrighed at se, hvordan folkene dér, gennem måneder og år, har tryllet, genopfundet og nytænkt de steder, de bor; trampet nye stier; malet; udvekslet historier; delt måltider; opført skuespil, set film og bygget nyt ud af gamle bygninger.

Folk sagde; ‘De har gang i noget vildt… lad os tage hen og se, hvad der sker’, efterhånden som historierne nåede ud til omverdenen. Hvad enten du har været en del af det eller ej, giver denne bog dig en mulighed for også at kigge med.

Historien starter i Selde med en invitation til de to billedkunstnere Birgitte Ejdrup Kristensen og Lene Noer til at skabe kunst i byen. Et nyt skulpturelt værk tager form, og inden længe vokser der kunst frem alle vegne som en slags ny afgrøde. En landsbyborger siger:

‘Kunst har nu en central og blivende plads i landsbyen og i vores bevidsthed.’ Når først Grasslands har spiret, sker der knopskydninger alle mulige andre steder.

Hvad er det for en kunst, der får ting til at ske i dette landområde? Besøgende langvejs fra, som vil tilfredsstille deres kulturelle nysgerrighed, bliver mødt med gæstfrihed af landsbynetværket og dets kreative beboere. Dette er omsorgens æstetik: der er samvær i luften. Der er glæde og nye fortællinger:

‘Dét, der sker, er aldrig sket før.’

Individuelle narrativer flyder sammen og responderer på noget, som er større end det enkelte menneske, som en ’hændelsernes musik’

Omend praktiske, kreative ideer blev fostret af landsbyboerne selv – og de derved blev aktive deltagere i processen – sørger bogen for, at vi forstår, at dette ikke har været nemt. Der var en naturlig tilbageholdenhed, endda modstand, mod at professionelle kunstnere kom på banen.

Beretningen om processen er inspirerende ærlig og lærer os noget om omhyggelig praksis og samarbejdets kunst. Vi må holde fast, selv når det er svært; komme ud af vores komfort-bobler og være tålmodige, vedholdende, klartseende, vi må lytte og sommetider acceptere andres måder at se tingene på. En erkendelse af indbyrdes afhængighed udvikler sig over tid og gennem fælles praktiske gøremål. Der er respekt, læring, tilgivelse. Tingene går bedre end forventet.

Der er kollektive snarere end konkurrerende arbejdsprocesser; stolthed; ejerskab til Grasslands og frem for alt hjælpsomhed, når der arbejdes for at finde kreative løsninger, og der er brug for en ekstra indsats– som for eksempel at male sammen i regnvejr. Et flydende, sårbart rum åbnes, hvor intet er fastlagt, og alt er muligt. Det er fra disse oplevelser og afprøvninger af sociale sammenhænge, at alternative forestillinger om fremtiden over tid kan opstå. ’Vi har noget at være sammen om igen’ siger en borger, og en anden siger: ’vi kan selv få ting til at ske’.

Kunstnerne gør det muligt for os at se tingene på nye måder, som på et dybere plan forbinder sig til værdien af stedet, historien, sammenhænge og mening. Grasslands viser, at kunstnere kan kortslutte den gængse orden; forstyrre status quo for at skabe rum til at engagere mennesker kollektivt på et visionært plan

‘Kunst tager ikke noget fra verden,’ siger lyrikeren Gary Synder, ’den er en gave og en udveksling. Den giver næring til verden’

At nære vores verden kreativt er vigtigt, eftersom vi globalt set står overfor en uvis fremtid. Den nye ’normal’ er karakteriseret ved ekstreme vejrforhold; en planet under opvarmning; FN’s klimarapport fra 2018 slår fast, at verdens regeringer har 12 år til at handle, hvis det skal lykkes at afværge faretruende niveauer af klimaforandringer og tabet af det meste af jordens majestætiske, rige biodiversitet.

Systemer for fødevareproduktion, økonomi, og miljømæssige og sociale netværk har brug for gentænkning, genopretning, generobring og genopfindelse, og mange af de største systemiske udfordringer bringer landområderne i frontlinjen. Der er brug for at samarbejde globalt og for at skabe modstandsdygtige fællesskaber. Kunst skaber øjeblikke, hvorfra vi kan starte forfra på historien om menneskets eksistens på Jorden.

Jeg har skrevet – i Playing for Time - Making Art As If The World Mattered – om, hvor mange kunstnere der nu deltager i kampen for at skabe forandringer ved at gentænke verden, sådan som vi gerne vil have, at den skal se ud. Jeg genkender den samme kollaborative ‘græsrods’- kunstpraksis i Grasslands

Disse ‘involverende’ kunstprojekter skaber en omsorgens æstetik, hvor professionelle kunstnere samarbejder med ikke-professionelle og dermed skaber en ny æra for kunsten. De skaber sammenhæng mellem os selv, vores samfund og naturen. De hjælper os med at finde vores ståsted og tage ansvar derfra.

Grasslands er fortællingen om den genopretning verden har brug for. En fortælling om at blæse håb ind i de lokale fællesskaber, udvide vores forestillingsevne, styrke det kollektive mod og erkendelsen af, at vi er en del af et større hele. Dét at arbejde sammen opbygger modstandskraft mod kriser og nødsituationer, fordi færdigheder og ressourcer, der dukker op til overfladen undervejs i processen med at skabe fest og fejring, efterlader et positivt aftryk og en erindring om, hvad et fællesskab kan udrette sammen.

Hvis vi kan male sammen i regnen, må vi spørge os selv; hvad er vi så også i stand til? Det er et vigtigt spørgsmål!

Så skulle du komme forbi folk, der fester, planter træer, maler og sammen tramper nye stier igennem landskabet, så gå tilbage og se, hvad der foregår.

Slut dig til! Mennesker er født åbne, uselviske, empatiske, gavmilde og samarbejdsvillige.
Vi behøver ikke at lave om på den menneskelige natur; vi kan blot arbejde på at åbenbare den.

Deltagelse, eksperimenter, engagement på tværs af forskelligheder, projekt efter projekt over tid, det er alt, hvad der er brug for.

Til Åsted, Thorum, Junget, Selde; kunstnere; alle; tak for at have vist os, hvor sandt det er.

Keep growing!
Lucy Neal
Skribent, kunstner
Tooting, London