Et forsøg på at bebo en verden i fællesskab — Hvordan kan et nutidigt borgerinddragende kunstprojekt som Grasslands give nyt liv til arven fra det 20. århundredes avantgarde

af Trine Rytter Andersen, kritiker og kurator

Siden 1990’erne har flere og flere danske kunstnere vist interesse for at indgå i fællesskaber, der arbejder aktivt og tværfagligt med identitet, historie og sociale strukturer. Der er blandt andet etableret legepladser, fælleshaver, byparker, fixerum, middagsselskaber, blind dates og demokratiworkshops. Det kendetegner alle disse projekter, at de griber ind i hverdagen og forsøger at styrke fællesskaber, samtidig med at de prøver at mobilisere og kvalificere borgernes initiativ og handlekraft. Det kendetegner dem også, at de er båret af en ide om, at kunsten – fordi den er dannende og perspektiverende – kan motivere dem, den mobiliserer, til at engagere sig i forpligtende demokratiske processer, der gavner både den enkelte og fælleskabet.

Avantgardens udvikling op gennem det 20 århundrede
Idéen om at kunsten skal spille en rolle i samfundet og bidrage til borgernes bevidstgørelse og engagement er ikke ny. Lige siden den historiske kunstavantgardes1 fremkomst i ca. 1910 har man beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvordan kunsten kan frigøre den enkelte fra undertrykkende samfundsstrukturer. Avantgardekunstnernes strategier var forskellige, men de havde det samme mål. De ville udvikle en sammenhængende politisk, eksistentiel og social livspraksis. De ville også udfordre vanetænkningen og vække det enkelte menneskets æstetiske og sociale forståelse, så han eller hun blev klædt bedre på til at kunne protestere og frigøre sig.

Paradoksalt nok vandt frigørelsesperspektivet ikke rigtig genklang i den brede befolkning. Selvom det egentlig var dem, avantgarden forsøgte at oplyse, reagerede de hovedsaligt med forargelse og ringeagt overfor avantgardekunstens provokerende og højrøstede udtryk. Avantgardes idéer blev derfor først og fremmest aktualiseret og diskuteret i lukkede elitære rum. Alligevel er det en kendsgerning, at avantgardebevægelserne op gennem tiden, har bidraget med ideer, som har påvirket forståelsen af det enkelte menneske, samfundsudviklingen og anvendelsen af magt. Der er heller ingen tvivl om, at avantgarden har banet vejen for de kunstnere, som i dag udforsker deres muligheder for aktivt at påvirke samfundet.

Feminisme og Relationel Æstetik
Ved afslutningen af det 20 århundrede viste der sig på kunstscenerene rundtomkring i verden pludselig igen en stærk tilbøjelighed til at kaste sig ud i socialt engagerende praksisformer. Det skete blandt andet i miljøer, hvor feminisme og ligestillingstanker spillede en central rolle.

I 1998 udkom bogen ’Relationel Æstetik’, hvor den franske filosof Nicolas Bourriaud beskriver og navngiver den omverdensengagerede kunst. Hermed genaktualiserer Bourriaud den samtidskunst, der i 1990’erne var genstand for hård og ind imellem misforstået kritik for at være både ”blindt politisk korrekt” og ”fortænkt”. Bogen fik stor gennemslagskraft i kunstverdenen herhjemme, hvor den blev modtaget som en art nutidskunstens teoretiske manifest, fordi den satte ord på det omverdensengagement, der allerede var undervejs i dele af samtidskunsten og har udviklet sig videre lige siden.

At etablere mulige møder
Ifølge Bourriaud er: "Ethvert specifikt kunstværk (…) ”et forslag om at bebo en verden i fællesskab". Han nedtoner ideen om kunstværket som et individuelt og abstrakt fixpunkt til fordel for eksperimenter med værkets relationer i et givent socialt felt. Han argumenterer også for, at den socialt engagerende samtidskunst bør indebære etablering af mulige møder. Møderne skal opstå frivilligt. De skal være gensidige, og de skal – ideelt set – fungere som magtfrie, gennemskuelige dannelsesrum og platforme for eftertanke og fordybelse i det, de involverede parter er enige om, er vigtigt.

Kunstnere som Birgitte Ejdrup Kristensen og Lene Noer arbejder i en samtidsorienteret og samfundsengageret kontekst. De er optagede af deres omverden og bruger meget tid på deres researcharbejde. For dem er det nærliggende at koble det æstetiske med det sociale. Det falder dem også naturligt at dykke ned i komplekse strukturelle og sociale situationer og invitere lokale borgere ind i undersøgende fællesskaber, som de fx har gjort i forbindelse med Grasslands. På den måde etableres der en gensidig interesse og et fælles medejerskab, som skaber klangbund for et nuanceret og kvalificeret kunstprojekt, der taler til både intellekt, følelser og sanser.

Ligesom Bourriaud ser de det æstetiske som et produkt af en skabelsesproces, der udspringer af møder, hvor der trækkes ligeværdigt på såvel intellektuel som fysisk og materiel kapital. Samtidig med at skabelsesprocessen bidrager til individers og gruppers sociale og kulturelle dannelse samt til samfundsdebatten i det hele taget. Et projekt som Grasslands bidrager således både til en styrkelse af de lokale bysamfunds og borgeres selvforståelse, samtidig med at det indgår som en nuancerende stemme i den løbende debat om center og periferi.

Mikrorevolutioner
Nicolas Bourriaud forsøger i Relationel Æstetik at beskrive, hvordan samtidskunsten kan relancere den historiske avantgardes ideer og frigøre sig fra dens dogmatisme. Han opfinder begrebet ”mikrorevolution” i et forsøg på at genoplade kunsten med et gradbøjet revolutionært og utopisk potentiale. Styret af et ideal om at give alle en chance for at komme til orde, forsøger han at genoplive samtidskunstens kritiske potentialer. Helt tiltrængt er perspektivet samtidig blevet mindre idealiseret og mere jordnært end hidtil. Det er de små bevægelsers kraft, han anerkender og fremhæver for deres evne til at udvikle sig og akkumulere betydning som ringe, der spredes i vand. Nicolas Bourriauds fremhævelse af disse små mikrorevolutioner, ligger helt i tråd med de praksisser i samtidskunsten, som lige nu udfolder sig inden for rammerne af en mere stilfærdig humanistisk tænkning.

Et nyt paradigme
Idealet om ’at give alle en chance’ for at komme til orde, spiller i mine øjne en vigtig rolle i forbindelse med den kunstneriske sensitivitet og lydhørhed, som i dag blandt andet ses i flere af den feministiske samtidskunsts socialt engagerende praksisformer. Det er kendetegnende for disse, at de involverede kunstnere lytter til andre end dem selv – stik modsat den klassiske avantgardistiske og mere maskuline kunstnertype.

Vi ser her et nyt æstetisk paradigme, der mere end nogensinde før, tager afsæt i feminine dyder som sensibilitet og socialt engagement. Fx ved at engagere sig i mødet med en gruppe mennesker for sammen med dem at undersøge et emne og skabe et værk. Det er et paradigme, der indebærer, at kunstneren giver afkald på en del af sin suverænitet og på kontrollen med værkets tilblivelse, proces og form til fordel for et delt ejerskab. Det delte ejerskabs styrke ligger i flerstemmigheden og nuanceringerne – med alt det bøvl, det indebærer, og med alle de inkonsekvente og ambivalente forhold, som må afsløre sig undervejs.

Kunsten baner vej for humor og fællesskab
Grasslands er et levende eksempel på dette ’bøvl’, og på hvordan mødet med fire bysamfund bliver til fire vidt forskellige fortællinger. Mens projektet har udfoldet sig, er hver bys fortælling om sig selv blevet forhandlet højrøstet og med sværdslag mellem de aktive borgergrupper og kunstnerne. Grasslands er også fortællingen om, hvordan det enkelte bysamfund manifesterer en fælles identitet med et særligt temperament med dertil knyttede konfliktområder, som skal ventileres og masseres undervejs af både kunstnere og borgere.

Samtidig har det gjort indtryk på mig, hvordan fokuseringen på begrebet ’fursundegnen’ har bidraget til at opløse de gamle skel og nag mellem landsbyerne i området. Beboerne er alle meget bevidste om denne udvikling. Kunsten ”har givet os noget at grine af, at samles om og at forundres over”. Og nu hvor flere af byernes traditionelle aktiviteter er flyttet andre steder hen, mødes hele egnen også omkring kulturelle og sociale begivenheder. Der er ingen tvivl om at en egn og et bysamfund kan drage fordel af kunstens mellemkomst. Der er heller ikke tvivl om, at fokus på opdyrkelse af en åben, anerkendende og inkluderende lokalkultur kan bidrage til at gøre såvel egn som by attraktiv, aktiv og levende.

At kæmpe for værdighed og indflydelse
Borgergrupperne udtrykker i de interviews, jeg har lavet med dem, utilfredshed med de nedsættende stereotyper, som især hovedstadens mediehuse bruger om mennesker og deres liv i ’udkantsdanmark’. De føler sig stigmatiserede. De vil ikke have noget ”trukket ned over hovedet”. De vil ses og opfattes som ligeværdige samfundsborgere. Helt i overensstemmelse med denne indstilling, beskriver de også deres forbehold overfor en kunstnergruppe, der kom anstigende med deres ”abstrakte ideer” og deres til tider svigtende evne til at møde de mere praktisk orienterede lokale borgere i øjenhøjde. Særligt i anden fase, hvor Grasslands bevægede sig videre fra sin initierende hvide sokkel midt i Selde, ud til de andre nærliggende landsbysamfund, var der en del modstand i de nye værtsbyer alene på grund af ”alt den mærkelige kunst ovre i Selde”.

Borgerne i de fire byer Junget, Selde, Thorum og Åsted fortæller desuden, at de involverede sig i Grasslands -samarbejdet for at få indflydelse og for derigennem at bidrage aktivt til projektets og dermed deres egen succes. De lægger ligeledes meget vægt på at se deres samarbejde med Grasslands som en del af en allerede igangværende positiv udvikling, som de selv har været aktive i, før Lene Noer og Birgitte Ejdrup Kristensen trådte ind scenen.

At nedtone sit kunstnerego til fordel for helheden
Projektlederne Birgitte Ejdrup Kristensen og Lene Noer beskriver, hvordan de oplevede de forskellige bysamfund som steder med hver deres ’personlighed’. De fortæller også hvordan de undervejs måtte lære at samarbejde med disse ’personligheder’ med hver deres helt specifikke ’karaktertræk’.

Lene Noer har gennem hele projektet fungeret som en slags ’mor for det hele’ og taget sig af de mange møder og debatter, som var nødvendige i tilnærmelsesprocessen. Lidt senere i forløbet skulle Birgitte Ejdrup Kristensen i workshopsammenhænge finde sit ståsted som udøvende billedkunstner. En rolle hun i fase to – helt i tråd med Bourriaud – var nødt til at nedtone i bestræbelsen på at møde borgernes behov og sætte sig ind i deres ønsker og interesser. Denne interessekonflikt fandt sit mest dramatiske udtryk i Junget, hvor bølgerne gik højt, før parterne omsider fandt hinanden og enedes om et udtryk.

Kunstnernes særlige evner værdsættes
Det man overordnet må beundre de to projektledere for, er deres evne til at møde borgerne og til at gå i dialog med dem og lære undervejs, samtidig med at de fastholdt deres vision og vilje til at gennemføre projektet trods modstand, misforståelser og myter samt naturligvis et hav af praktiske og økonomiske udfordringer undervejs. Netop den ildhu og gennemførselskraft indkasserer de også stor ros for hos borgerne, som ærligt påpeger, at de aldrig ville have givet et så afgørende mandat til en af deres egne, og at de af den grund heller ikke ville have kunnet drive det så langt, hvis ikke Lene Noer og Birgitte Ejdrup Kristensen var dukket op og havde påtaget sig rollen som fødselshjælpere.

Ikke kun én sandhed om Grasslands resultater
Personligt har jeg været optaget af, hvordan de forskellige borgergrupper i interviewfasen skabte de fortællinger, som havde størst betydning for dem selv. Den type efterrationaliseringer og redigeringer af vores narrativer er såre almindelige. Det er et grundtræk ved os mennesker, at vi skaber mening i tilværelsen ved at etablere – og redigere – vores fortællinger om os selv. Kunsten er at give plads til disse idiosynkrasier, ambivalenser og modsatte opfattelser. Ingen bør have patent på ’sandheden’ om resultaterne og succeserne i et så komplekst projekt som Grasslands.

Empatisk kunst og kultur
Tidligere tiders revolutionære bevægelser var demonstrative, autoritære og voldelige. De nye mikrorevolutionære krusninger på kunstens vandspejl er det stik modsatte: De er antiautoritære, kompromissøgende, inkluderende og empatiske. I det lys bliver kunsten mindre spektakulær, demonstrativ og maskulin og mere processuel, inkluderende, undersøgende og feminin. På den baggrund har den et mikrorevolutionært potentiale, som bidrager til bevidsthedsskred såvel hos kunstnerne som de individer, den søger at etablere en venlig og undersøgende dialog med.