Afsluttende bemærkninger

Kære læser. Så nåede vi så vidt. Vi håber, at materialet, du er blevet præsenteret for i denne bog – værker såvel som borgernes som vores egne og andres refleksioner over processerne og værkerne, har givet stof til eftertanke.

Projektet rummer mange erfaringer, som til dels er internaliseret, men som vi med denne bog, har forsøgt at viderebringe og gøre tilgængelige for en bredere kreds. Når vi holder foredrag om Grasslands, bliver vi ofte bedt om at give fem gode råd om, hvordan man laver borgerinddragende kunstprojekter. Sådan fem råd kunne lyde; 1. Lyt, 2. Mød ikke op med færdige idéer, 3. Forsøg at forstå den sociale dynamik, 4. Lav en forventningsafstemning og vær tydelig omkring rolle- og ansvarsfordelingen, 5. TID. Endnu et råd kunne være fra projektets start at opbygge teams bestående af for eksempel en kommune, borgergrupper, én eller flere kunstnere med flere, hvor ansvaret og arbejdsopgaverne kan fordeles ud på flere parter. Dette vil styrke projektet, give et bredere medejerskab og aktivere flere ressourcer på de tidspunkter, hvor det er relevant.

Men i virkeligheden er hvert eneste projekt forskelligt, og det er umuligt at forudse, hvordan processen vil udvikle sig. Grundlæggende kan man sige, at det tager tid at forstå og skabe noget nyt ud fra komplekse sammenhænge som steder og mennesker og mellemmenneskelige forhold. Denne erkendelse var den afgørende årsag til, at vi valgte at videreføre projektet efter Selde. Vi havde en følelse af at begynde at forstå stedet og menneskene, at der var en gryende tillid og voksende nysgerrighed hos borgerne, og at vi derfor stod et sted, hvor det ville være interessant at arbejde videre og udforske, hvor denne vej ville føre os hen. Efter yderligere fire års arbejde må vi konkludere, at vi endnu har meget at lære. Og samtidig står vi med en fornemmelse af, at have opdaget noget vigtigt.

Med Clair Bishops ord; ”Inddragelse i kunst handler om at tildele kunsten en konstruktiv aktiv rolle i verden” peger den inddragende eller inddragede kunst fremad ind i et stort uprøvet mulighedsfelt, hvor kunsten kan spille en vigtig rolle i langt flere sammenhænge end den gør i dag. Inddragelse af kunst i konkrete sammenhænge er ikke et forsøg på at instrumentalisere kunsten, men nærmere at pege på et yderligere ikke til fulde udnyttet (eller erkendt) potentiale.

Hvad får vi så, når vi inddrager modtageren af værket i dets tilblivelse? Eller inddrager kunstneren i en kompleks situation, som man ønsker forandret og sat i bevægelse? Ja så får vi ’noget andet’. Måske noget mere empatisk eller feminint, som Trine Rytter Andersen foreslår i sin tekst Et forsøg på at bebo en verden i fællesskab. Måske en kunstnerisk praksis, som frivilligt operer med et socialt ansvar og en interesse for at adressere og finde nye løsninger på samfundets problemer, som Sofie Maj Thomsen citerer Clair Bishop for i teksten Om ’kunstnerinddragelse’. Den hollandske kunstner Sjoerd Wagenaar vil sige, at vi kunstnere skal holde op med at producere objekter og i stedet koncentrere os om processer, hvor de kunstneriske indslag undervejs udgør ’skub’, som bringer situationen videre uden at definere eller fastlåse den i et endepunkt.

Kunsten kan indgå som én af flere aktører i mange sammenhænge – ja det er egentlig kun fantasien, som sætter grænserne. Kunsten kan ikke ’redde’ en landsby og det er heller ikke hensigten. Men kunsten og den kunstneriske metode kan synliggøre nogle forhold, som ellers kan være svære at få øje på. Den kan bringe traumer og tabuer frem i lyset. Den kan skabe fokus og dermed muliggøre en diskussion af fælles anliggender. Den kan om end for en stund løfte en gruppe borgere i en lille landsby ud af følelsen af at være isoleret og glemt og uden værdi for samfundet – til overs – noget tiden er løbet fra. Og måske kan de kunstneriske indgreb forårsage en mikrorevolutioner, der skaber ringe i vandet og fører andre mikrorevolutioner med sig. Vi har set det ske i Selde, som blomstrer og oplever om end en lille befolkningstilvækst. Og stoltheden og glæden rundt omkring i Åsted, Thorum og Junget over i fællesskab at være lykkedes, om det så er med murmalerier, en byskov eller et nyt bytorv.