Skivevej 13
En sokkel, en scene, en skulptur

af Maria Kjær Themsen, kritiker og forfatter.

"Architecture is always dream and function, expression of a utopia and instrument of a convenience" - Roland Barthes (The Eiffel Tower and Other Mythologies)

En landsbyfortælling
Skivevej 13 kunne ligge i enhver tilfældig landsby i Danmark. Men værket er stedsspecifikt skabt til landsbyen Selde i Jylland af kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen (f. 1975). Efter en udsendelse om forfaldet i ’udkantsdanmark’ blev borgerne i byen fortørnede over at se deres by som et eksempel på, hvor trøstesløst det stod til i provinsen, fordi de ikke oplevede billedet som sandt. Og da de gerne ville nuancere billedet af ”udkantsdanmark”, fik de efterfølgende et kunstprojektet til byen. Dets betydning begrænser sig ikke til dette specifikke sted, for Selde ligner så mange andre landsbyer. Historien om den ligeså.

Den minder for eksempel til forveksling om min egen barndomsby, en lille landsby på Sydsjælland med navnet Bårse, der består af en landevej, en brugs, en bager, en kirke, en landsbyskole, et stadion og et forsamlingshus og omkring 500 indbyggere. Det lyder måske som det mest dødsyge sted på planeten, men dem er Danmark i så fald nærmest bygget op af. Som småbitte øer af lokalt levet liv, landsbysladder og sammenhold. Som øer af udlevede drømme, som i nogen tilfælde er blevet til brutal socialrealisme, men som i langt de fleste tilfælde stadig er små samfund, hvor borgerne bare ønsker at brugsen bliver, skolen ikke lukker, bussen bliver ved at køre, og at billedet af deres sted i verden måske ville blive en anelse mindre negativt fremstillet.

Jeg kan forestille mig indtil flere mulige steder i løbet af den korte vej igennem min egen barndomslandsby, hvor Skivevej 13 kunne være. For eksempel, der hvor den gamle slagter ligger, eller der hvor huset på hjørnet ligger, som så længe jeg kan huske har lignet noget, der var klar til nedrivning. Alligevel blev Bårse kåret til årets landsby i 2012, og bageren er stadig berømt på hele Sydsjælland.

Skivevej 13 er på den måde nok stedsspecifikt skabt til netop Selde og tager udgangspunkt i den tidligere forretning og det hus, der lå på adressen. Alligevel er projektet nærmest universelt og peger lige ned i nogle af de problematikker, som Danmark lider under i disse år, hvor landsbyerne lider, når skolen, købmanden og forsamlingshuset lukker. De steder, hvor nærværet og fællesskabet hører til. Så bliver landsbyen bare en række huse, hvor indbyggerne ikke har et fællessted, et bankende hjerte, hvor de kan mødes, som kan sende liv ud i resten af det lille samfund.

Samtidig foregår der lige nu en modreaktion på den affolkning af landområderne, der har hersket i flere årtier. At de unge vil til byerne er ikke noget nyt. Men at de pludselig gerne vil tilbage til provinsen, ser man i stigende grad. Den Nye Drøm er ikke nødvendigvis at bo midt i byen, trangt og dyrt, men den kan derimod være at have fred og ro og masser af plads til at udfolde sin livsdrøm.

Og hvem ved, hvordan de gamle landsbyer ser ud om 20 år? Om drømmen igen bliver mere nærvær blandt færre mennesker? Noget kunne tyde på det.

Skivevej 13 og negative rum
Det er en utrolig prosaisk titel til et værk Skivevej 13. Engang var der forretning i det hus, der lå på adressen Skivevej 13. Den hed Tatol, og her kunne byens damer købe nylonstrømper og neglelak.

Nu er huset væk, og der er i stedet opført et værk, en skulptur, der minder om en sokkel eller en hvid scene. Når man ser billeder af det på skærmen, ligner det næsten en photo-shoppet arkitektonisk model, en digital skitse midt i virkeligheden. Så virkelige ser omgivelserne ud, så kantet, hvidt og skitseagtigt uvirkeligt ser værket ud. Som et slags non-monument over det, der engang var, og et rum til refleksion over de drømme, der skal forme byen fremadrettet.

I 1990 skabte den engelske kunstner Rachel Whiteread (f. 1963) værket Ghost, som hun blev nomineret til Turner Prisen for. Værket var en betonafstøbning af det indre af en viktoriansk stue fra et forladt hus i London. Hun beskrev selv metoden og titlen, som en måde at ”mumificere luften i rummet på”, ved at gøre tomrummet til det solide. Whiteread arbejder på den måde med negative rum, al det, der er imellem os, som ikke fylder i soliditet, men som alligevel må betegnes som ”et rum.” I 1993 skabte Whiteread House, som hun endelig modtog Turner Prisen for (som den første kvindelige kunstner). House var en betonafstøbning af det indvendige af et helt hus i Londons periferi. Huset som hun skabte en betonafstøbning af – altså af det indvendige ”tomme” rum – var i forvejen udset til at blive revet ned. Afstøbningen var af hele husets tre etager – fra kælder til kvist. House blev udstillet på samme plads, som det originale hus havde været. Og blev i øvrigt revet ned den dag Whiteread modtog Turner Prisen for projektet.

Ligeledes er Skivevej 13 ikke kun den sokkel, der nu står. Værket inkluderer også stedets historie, dets tidligere funktion som forretning – et af hjerterne i byen – og dets forfaldshistorie. Al det som nu kun findes i hukommelsen og i minder om landsbyens liv, som det engang var. Og som Whiteread arbejder Kristensen med en form for negativt rum.

Skivevej 13 har bevaret husets fundament og fortrappe, alt er blevet malet hvidt, og de forskellige rum i huset kan erfares ved, at gulvet har forskellige niveauer svarende til de oprindelige rum i huset. For eksempel er de oprindelige døre markeret, så man kan mærke den bevægelse, der har været igennem husets rum. Der skabes en ramme, en silhuet, af noget, der ikke længere er, og tomrummet bliver i sig selv en betydningsladet form – om end den ikke kan berøres, kun anes og sanses med lige del øje og bevidsthed.

På den måde bliver det negative, som huset stod for – forfaldshistorien, og symbolet for den generelle misligholdelse af huse, spøgelseshuse, i provinsen – nu til et negativt rum i skulpturel forstand. Men det bliver også et mindesmærke, og en platform for nye drømme. De forliste drømme har skabt grobund for nye former for samvær, samtale og fremtidsvisioner. Skivevej 13 bliver en nutidig besjæling af noget, der for længst er blevet glemt og forladt.

Anarki, arkitektur og fortsatte drømme
Én af de kunsthistoriske forgængere i forhold til at arbejde med oversete steder i byrummet, mellemrummene og forladte huse, er den amerikanske kunstner Gordon Matta-Clark (1943-1978). Han opfandt begrebet anarchitecture – et sammenfattet ord af anarki og arkitektur. I starten af 70’erne opkøbte han med projektet Fake Estates arkitektonisk oversete huller og områder, som han fik billigt og siden fotograferede og brugte i forskellige projekter for at synliggøre dem. I 1974 udførte han sin første ”dekonstruktion” ved at skære en facade af et hus (Bingo). Til Biennale de Paris i 1975 lavede han et stort hul i en af facaderne i et gammelt hus ved Les Halles, hvor Centre Pompidou skulle til at opføres. Mest berømt er han nok for sine Splittings - bygninger, han skar igennem, som var det en kage (Splitting, 1974), og som man derefter kunne gå igennem. Lidt som Røverborgen i Ronja Røverdatter, da den ved uvejret under Ronjas fødsel bliver splittet i to halvdele. Matta-Clark skabte på den måde et indgreb i de forladte huse, der pludselig gjorde dem til en slags skulpturer i byrummet. De var ikke længere brugbare som huse – som ramme om de drømme, der engang havde skabt dem – men var glemte zoner i byen, som Matta-Clark med sine huller og gennemskæringer fik gjort til noget nyt.

Skivevej 13 er på én og samme tid en videreførelse af nogle af de mest radikale og interessante måder at arbejde med gamle, glemte huse på – Whitereads negative rum og Matta-Clarks anarkitektoniske indgreb – og en stedsspecifik skulptur skabt til Selde. I Selde peger projektet på fortiden, men åbner for fremtiden. Som et mindesmærke over fremtiden.