Introduktion til Skivevej 13

af Lene Noer og Birgitte Ejdrup Kristensen

For at starte med begyndelsen skal vi tilbage til 2013, hvor en lille gruppe borgere i Selde insisterede på, at kunst skulle ind som en del af et igangværende EU-projekt om fremtiden i de små landsbyer. Borgerne i Selde havde en erindring om, hvordan kunstnere og særligt kunstneren Richard Winter i sin tid havde bragt liv og glade dage til byen, når han om sommeren slog sig ned og bidrog til byens sociale liv såvel med sin kunst som med sin tilstedeværelse.

Seldeborgerne henvendte sig til Aarhus Kunstakademi og billedkunstnerne Birgitte Ejdrup Kristensen og Lene Noer blev ansat som et team, Lene som leder af et undervisningsforløb om kunst i det offentlige rum og Birgitte fik til opgave at realisere et værk i det offentlige rum i Selde.

Vi tog til Selde sammen med de studerende en kold dag i februar for at udforske den landsby, vi skulle komme til at tilbringe mange andre kolde dage i det følgende iskolde forår. Noget af det allerførste, vi stødte på i vores snakke med folk i byen var, at man følte sig krænket og nedgjort af en feature i DR’s magasinet ’Penge’. Den pågældende feature havde handlet om et helt konkret hus i Selde, nemlig et tomt og forfaldent hus på adressen Skivevej 13.

Inspireret af Theaster Gates værk 12 Ballads for Huguenot House, var vi på udkig efter et hus der kunne revitaliseres, så det på en gang blev forvandlet til en kunstinstallation og en gæstebolig til kunstnere. Men researchen viste hurtigt, at huset på Skivevej 13 udelukkende egnede sig til nedrivning, og der var heller ikke andre tomme huse i byen, som egnede sig til formålet. Idéen måtte derfor genovervejes.

I marts kom dagen, hvor den endelige idé skulle forelægges borgerne efter mange besøg, kaffemøder og hjemmebag. Der blev noget stille da vi redegjorde for værket Skivevej 13. Det lå mildest talt meget langt fra, hvad borgerne havde forestillet sig. Men heldigvis havde den gode Seldeborger Kjeld Petersen lige for inden sagt de forløsende ord: Nu håber jeg, I kommer med noget, vi ikke selv kunne have fundet på! Så borgernes veto-ret kom ikke i brug.

Det, der ikke var lykkedes nogen før, lykkedes for os, nemlig at opkøbe huset på Skivevej 13 til en rimelig pris. Vi besøgte ejeren Eva Tved og så, at hun var en virkelig fin men lokalt miskendt billedkunstner. Vi arrangerede en udstilling med hendes malerier på Århus Kunstakademi *(2) og fik lov til at købe huset til den pris, banken krævede, og som vi akkurat havde råd til. Efter forhandlinger med Skive Kommune fik vi tilladelse til at rive huset ned og fylde fundamentet op med brokkerne. Lokale frivillige håndværkere med Bjarne Christensen i spidsen stod for opmuringen, alt imens de studerende fra Aarhus Kunstakademi; Pia Møller-Light, Faranak Sohi, Leonardo Sagastuy Solis og Anne Katrine Graah Rasmussen og et firkløver af studerende på Oplevelsesøkonomi ved Aalborg Universitet; Nanna Pind Hougaard, Astrid Høegh Tyrsted, Anette Bøgelund og Sofie Maj Thomsen skabte interviews, borgerinddragende værker og aktiviteter og en folkeaktie, en mockumentary og en gravølsevent med lydinstallationer i huset, dagen før det blev revet ned. Vi blev tidligt klar over, at det var nødvendigt med hyppige aktiviteter og fysisk tilstedeværelse for at holde gryden i kog.

I forbindelse med nedrivningen blev husets sokkel muret op på ny og malet hvid. De tidligere rum i huset og dørenes placering er markeret ved små niveauforskelle. Værket står i dag som et samtidskunstmonument langs landevejen gennem landsbyen og udgør samtidig byens scene, hvor en mangfoldighed af aktiviteter kan finde sted.

Til at begynde med var gruppen af borgere, der var positive overfor projektet til at overse – en ti femten stykker vel. Og den hårde kerne af borgere, som havde sat det hele i gang, Herman Jensen, Gunhild Juhr og Margrete Møller måtte holde for, når de meget negative følte sig kaldet til at give udtryk for, hvad de mente om Soklen, som værket hurtigt kom til at hedde i folkemunde. Men efterhånden som de studerendes aktiviteter udspillede sig, deltog flere og flere og tilslutningen voksede. Og til den endelige indvielse kom cirka 150 lokale borgere og satte sig sammen med alle gæsterne udefra ved de rødternede duge midt på Skivevej, spiste helstegt pattegris og fejrede dagen. Et lokalt ungdomsband optrådte på soklen, og en gruppe borgere opførte en sketch om husets fortid som Tatol og lokal sladdercentral. De forudgående dage var mange pludselig trådt i karakter, flagstænger var blevet sat op langs gaden, forhaverne var blevet luget, alle der kunne gav en hånd med. Deraf lærte vi at borgerinvolvering – og samtidskunst – først og fremmest tager tid og kræver vedholdenhed og tilvænning. At mange gerne vil deltage og hjælpe hvis de bliver spurgt direkte.

Efterfølgende blev der skrevet helsidesartikler om værket og byen i flere landsdækkende aviser. Artikler som dementerede det uretfærdige billede af byen, som DR’s magasinet ’Penge’ havde skabt. Hvilket nok også var med til at formilde nogle af de skeptiske. Projektet førte desuden til en række nye borgerdrevne initiativer såsom butikken Seldeco, hvor der serveres kaffe og sælges lokalt kunsthåndværk. Billedkunstner Marianne Jørgensen realiserede efterfølgende værket Utopia og viderefører arbejdet med samtidskunst i Selde som initiativtager og kurator for Skulpturlandsby Selde.