Interview med borgerne i Junget

af Trine Rytter Andersen, kunstkritiker og kurator

Repræsenteret ved Solvej Sieg og Ulla Simonsen, som valgte at møde mig udendørs i det byparkanlæg, som er blevet skabt af Grasslands. Samtalen fandt sted i et af de åbne og skulpturelle opholdsrum, lavet af lokale gule mursten fra nedrevne bygninger, der tidligere lå på grunden, hvor byparken nu findes.

Vi vil ha’ det på vores måde
Vi kom lidt ’bagvendt’ fra start her i byen. ’Overfald’ er nok et lidt for groft ord at anvende, men hvis man ønsker et samarbejde, så kræver det dialog, og da klæder det ’de fremmede’ at fare med lempe i starten og udvise tilstrækkelig åbenhed og nysgerrighed overfor de mennesker og det sted, som man ønsker skal samarbejde med en.

Det her sted var jo oprindeligt grunde med nedrivningsparate huse på, og det viste sig at Grasslands allerede i forprojekteringsfasen, havde opkøbt stenene fra de væltede huse allerede i 2015.

Det kom jo lidt bag på os, og det er ingen hemmelighed, at vi satte os noget på hælene, af den grund alene, at vi gerne vil anerkendes for vores egne initiativer og omsorg for byen, og fordi vi dybest set tror på, at ideer der udvikle sig nedefra, er de mest bæredygtige. Borgerne har på eget initiativ havde taget sig af stedet gennem en årrække og derved gjort sig tanker om dets anvendelse og fremtid. En af de visioner vi selv havde med stedet her er f.eks., at vi ville etablere et sted for fællesspisning – en grillplads eller lignende – byparkidéen var således allerede i sin vorden.

Fakta frem for abstrake ideer
Vi bliver inviteret til nogle formøder, hvor Lene og Birgitte præsenterede Grasslands og redegjorde for projektet og dets grundlag og ideer. Alle tre landsbyer blev inviteret og Grasslands viste i den forbindelse også lyst til at lytte til beboerne. Mææn det er nu nok karakteristisk for egnen her, at folk herude er lavpraktiske: de tænker konkret og de fleste vil helst have fakta frem for abstrakte ideer, så i begyndelsen var det altså lidt op ad bakke.

Vi opdager stedets historie
Lene kørte senere en række workshops, hvorunder vi fik øje på stedets historiske kvaliteter og på hvordan, vi kunne forbinde fortællingen om det gamle teglværk, der i sin tid lå netop her, med nutiden. Det var spændende og øjenåbnende for os alle sammen og nu gav det pludselig rigtig god mening, at Lene og Birgitte havde været så forudseende at købe murstenene, da bygningerne blev revet ned.

Kunstner eller fascilitator
Men da Birgitte senere kom på banen med ideer om at brolægge arealer, der svarede til fundamenterne til de oprindelige huse – opstod der problemer – for hun ville være kunstner før projektleder, og var alt for optaget af at sætte sit personlige kunstneriske aftryk, som var langt fra det, vi havde snakket om på møderne.

Bravalderslag
Det skal man ikke her, så rykker vi sammen og yder modstand. Det endte med et bravalderslag og Birgitte var tydeligt rystet, da hun forlod mødet. Vi på den anden side, ventede til støvet havde lagt sig for at se, hvad Birgitte besluttede, og hvordan Grasslands kunne vende tilbage til os. Vi så tiden an og besluttede, at hvis samarbejdet gik i stykker, ville vi selv tage affære og opføre vores løvhytte og en lille grillplads, akkurat som vi oprindeligt havde besluttet det.

Heldigvis fortsætter samarbejdet
Heldigvis finder Birgitte sine egen gode ben at stå på igen, og hun og Lene vender derpå tilbage med mere fokus på os. Tingene begynder at tage form på en måde, hvor vi føler os inddragede og vi bliver mere og mere glade for det som sker. Vi havde fra starten enormt fokus på bæredygtigheden i projektet, fordi anlæggets vedligeholdelse og pleje hviler på en lille gruppe af ’Tordenskjolds soldater’. Det er ikke ment som klynk, men blot et vilkår, som vi accepterer. Men vi bakker gerne op om et projekt som det her, fordi det ER godt (og sjovt) at lave noget sammen, som man bagefter kan nyde. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at da skitsen til anlægget her, kom på plads var der ikke et øje tørt - alle tog ideen til sig med glæde og forventning.

Alt hvad vi ønskede os
Stedet er blevet så fint – en lille park er det nu. Læg for øvrigt mærke til, hvordan den nyplantede bøgehæk bliver vandet nu i sommerheden, mens vi taler. Anlægget rummer alle de funktioner, som vi oprindeligt ønskede os: Bål og grillsted, siddepladser, ly for vejr og vind udsigt med læ for vinden og solvarme sten at sidde på. Ved indvielsen var alt idel lykke. ALLE var glade og alle viste deres deltagelse og opbakning. Det var en skøn og festlig dag!

Et sted vi deler med hinanden
Anlægget er nu i brug og traditionsskabende f.eks. skal her være Skt. Hansfest. Lige så stille bliver stedet tydeligt for beboerne og for folk fra nabolaget – vi gør en del for at signalere til publikum, at det er et offentligt sted og at det er tilladt at parkere og slå sig ned.

Nu arbejder vi lige så stille videre med ideen om et lille bitte lokalt museum om de nedrevne huse i et mikroskopisk frysehus, der ligger og forfalder lige ved parken. Ikke alle har ændret deres syn på kunst og kunstnere – idet processen var så uskøn, lever mange fordomme stadig.

Efter tårer kommer smil
Vi var ikke landet her uden kunsten som katalysator, OG det var godt og lærerigt for alle, at opleve at en proces kan gå så forfærdeligt skævt og så komme på ret køl igen. Den her løsning havde vi ikke fundet frem til uden kunstnernes mellemkomst og for det er vi taknemmelige.

Men vi må jo nok konkludere, at vi ER nogle meget egensindige mennesker i Junget, der ikke sådan lige lader os køre rundt i mannegen af hverken myndigheder eller kunstnere. Vi ville have det på vores måde, og det fik vi.