Tekst fra udgivelsen
Grasslands

←  tilbage til projekt

Inddragelse eller involvering? — når kunst indgår i udviklingen af landdistrikter

Af Jens Ulrich, ph.d. og ledelseskonsulent ved VIA University College

Der er forskel på at inddrage og involvere
Borgerinddragelse handler om at lytte til borgerne og efterfølgende lade den viden og de informationer, man på den måde har fået adgang til, være med til at kvalificere kunstværket. Borgerinvolvering handler derimod om at invitere borgerne til at involvere sig i udformningen og udviklingen af kunstværket – og involvering er ofte en samskabende vej til nytænkning og innovation.

Ved inddragelse lytter kunstneren altså til borgerne, men borgerne bliver ikke inviteret ind i et decideret udviklingsrum eller beslutningsrum. Involvering indebærer derimod, at borgerne også bliver inviteret ind i konkrete udviklings- og beslutningsprocesser. Borgerne står altså ikke, som ved inddragelse, ’bare’ på sidelinjen, men inviteres så at sige ind i maskinrummet og er med til at udvikle og udforme kunstværket og er involveret i selve skabelsesprocessen.

Borgerinddragelse og borgerinvolvering er, som det fremgår, udtryk for to ret forskellige intentioner og to ret forskellige måder at byde borgerne ind på (Ulrich 2018).

Inddragelse
Ser vi først på borgerinddragelsesprocesser, så er en af fordelene, at der er mulighed for at komme i kontakt med mange borgere på én gang. Man kan således få et bredt spekter af input, som efterfølgende kan inspirere til indholdet eller udformningen af det endelige kunstværk.

Problemet med inddragelse kan modsat være, at man sjældent kan imødekomme alle de input, som er blevet artikuleret. Dels fordi der er mange input, hvilket i sig selv kan være svært at håndtere. Dels fordi de mange input formentlig heller ikke alle trækker i samme retning. En konsekvens ved inddragelse kan være, at de borgere, som har gjort sig ulejlighed med at deltage, ikke føler sig hørt, når de ikke kan se deres bidrag afspejlet i det endelige kunstværk. Det er selvsagt et demokratisk vilkår, at alle ikke bliver bestemmende, men borgerne kan ofte opleve det som om, at ”nu er der igen lavet en skinproces for at legitimere det, der allerede var besluttet”.

Involvering
Involvering er andet og mere end inddragelse. Ved involvering vil man som kunstner ikke blot lytte til borgerne og efterfølgende selv egenhændigt udforme et kunstværk. Involvering indebærer, at borgerne også bliver inviteret ind i konkrete udviklings- og beslutningsprocesser.

Involverende processer giver typisk den udfordring, at det ikke er muligt med lige så mange deltagere, det kræver mange ressourcer og ender ofte med komplicerede processer, der kan være vanskelige at styre. Erfaringerne siger dog, at der er muligt – gennem en kompetent facilitering – at man som borger får en reel oplevelse af at være med og dermed også udvikler et større ejerskab og en større ansvarlighed i forhold til det endelige produkt end det vil være muligt at opnå genne inddragende processer. Ved involvering inviteres borgerne så at sige med ind til det runde bord, hvor de på ligeværdig vis deltager i dialogen omkring udviklingen og udførelsen af kunstværket. På den måde bliver der udviklet nyt. Dialogen i involverende processer giver liv til princippet om, at ”én plus én giver tre” og medfører, at der bliver udviklet mere end dét, de enkelte deltagere hver især kom med som udgangspunkt. Og i denne sammenhæng også mere end kunstneren selv kunne have frembragt.

Én ekspertposition eller fælles om ekspertrollen?
Der er også forskel på, hvilken position kunstnere indtager, når de anvender henholdsvis inddragende og involverende processer (Ulrich 2016). Ved inddragelse beholder kunstneren sin ekspertposition, hvilket selvsagt kan være helt legitimt.

Når det handler om involverende processer, bliver kunstnerens ekspertposition afløst af en mere ligeværdig tilgang til ekspertise. Her positioneres borgerne også med en form for ekspertposition – den er ikke nødvendigvis begrundet i kunstnerisk faglighed, men måske i lokalkendskab, erfaring eller andre forhold, som er relevante for processen. Det betyder ikke, at kunstneren må lægge sin faglighed på hylden i involverende processer – blot at hendes faglighed ikke kommer til at stå alene.

Man kan sige, at inddragelse kan afstedkomme, at man som kunstner kan kvalificere et værk til borgerne, mens en involverende tilgang indebærer, at der bliver udviklet et værk sammen med borgerne.

Involvering er egnet til samskabelse
Både inddragende processer og involverende processer kan have deres berettigelse. Men de involverende processer er bedst i stand til at indfri en ambition om at arbejde mere samskabende.

Samskabelse og involverende processer er en relativ ny tilgang, hvorimod det at arbejde med inddragende processer ikke er helt så nyt. Her er der gjort en del erfaringer, og her føler man sig stadig på sikker grund som kunstner, når selve beslutningsprocessen og dermed også magten ikke spilles af hænde.

Det kræver mod og vilje, hvis man skal arbejde mere involverende og samskabende. Til gengæld er der mulighed for at bevæge sig nye steder hen, hvis man vover sig ud af komfortzonen og prøver kræfter med samskabelse og involverende processer.

Litteratur:
Ulrich, Jens (2018). ”Inddragelse eller involvering - hvordan når vi borgerne i samskabende processer?”, DenOffentlige.dk (den 20. december 2018)
Ulrich, Jens (2016). ”Samskabelse – en typologi”, i Tidsskriftet Lederliv, VIA University College