Groundworks

af Deidre O’Mahony, kunstner.

The Lure of the Local (2007) af kunstskribenten Lucy Lippard, er en kritisk analyse af hvordan kunst i det offentlige rum virker i landområder. Bogen er fortsat relevant, idet landområderne er under tiltagende pres fra intensiveret landbrug, tab af offentlige serviceydelser og ændret befolkningsgrundlag. Hun argumenter i sine tekster for hvordan kunstnere og producenter kan imødegå disse problemer:

”Potentialet i aktivistiske kunstpraksisser, der øger bevidstheden om land, historie, kultur og sted, og virker som katalysator for social forandring, kan ikke undervurderes... De kan synliggøre de sociale dagsordener, der har formet området, åbne for en mangfoldighed af læsninger af steder, som betyder noget forskelligt for forskellige mennesker på forskellige tidspunkter, snarere end blot at spejle noget af deres skønhed tilbage til markedet eller dagligstuen.”

Da jeg som kunstner hovedsageligt arbejder i udkantskontekst, er min research og kunstpraksis funderet i borgerinvolverende samarbejder med forskellige typer publikum og i forskellige sammenhænge. Jeg mødte Lene Noer og Birgitte Ejdrup Kristensen da de præsenterede deres kuratoriske arbejde på Rural Forum Amsterdam i 2016. Fra min egen erfaring i Irland genkendte jeg den sociopolitiske kontekst, de beskrev, fra flere lokalsamfund med dalende servicefunktioner, forladte huse og ændret demografi.

Lene og Birgitte inviterede mig på et researchophold i Åsted i 2016 for at møde borgerne og se, om jeg kunne udvikle et værkforslag til Grasslands. Dette indledende besøg var met vigtigt. På grund af den begrænsede tidsramme så jeg min rolle som den “idiosynkratiske outsider” – kunstneren Suzanne Lacy’s betegnelse for bevidst at bruge outsiderens position til at grave historier frem, der sjældent eller aldrig bliver hørt. I Åsted var jeg afhængig af, at kuratorerne og deltagerne guidede projektet og gravede netop de underliggende historier, fortællinger og holdninger frem, der kunne rumme ideer til landsbyens fremtid.

Der blev vist gæstfrihed, og der blev drukket kaffe og spist kage. Det stod meget klart, at mange var bekymrede for fremtiden, og at et ømt punkt i landsbyens nyere historie stak ud: lukningen og salget af forsamlingshuset. En stor bygning i udkanten af landsbyen med møderum, et fuldt udstyret køkken og stole og borde til over hundrede mennesker. Efter i årevis at være blevet forvaltet og vedligeholdt af en frivillig lokal borgerforening, blev det for et par år siden besluttet at sælge forsamlingshuset. Hellere end at se det blive revet ned, blev huset solgt for en meget lille sum penge til en entreprenør fra Selde, og huset bliver nu lejet nu ud til begivenheder og fester.

For mig var denne hændelse et tegn på en slags sammenbrud af den sociale sammenhængskraft i Åsted – et tilbagetog, hvor man trak sig ind i sig selv ved udsigten til en fremtid, der måske var for dyster at tænke på.

Under besøget hos nogle af de borgere, der gennem mange år tog sig af forsamlingshuset, stod det klart, at det var et smertefuldt emne. En af borgerne havde omhyggeligt opbevaret scrapbøger med landsbyens historier i form af avisudklip, fotografier og dokumenter, der var blevet smidt ud da forsamlingshuset blev solgt.

Jeg bad om at få bøgerne scannet, da jeg i tidligere projekter har brugt arkiver som katalysator for samtaler om temaer og problematikker, der har formet livet lokalt - uanset om de er af social, økonomisk eller kulturel karakter.

Jeg fremsatte et forslag, som blev accepteret af landsbyens beboere, om at bruge arkivet til at igangsætte denne refleksive proces. I januar 2017 blev der sendt en åben invitation til alle borgerne om at deltage i at opbygge og udstille et arkiv i forsamlingshuset over en periode på fem dage. Folk blev også bedt om at medbringe fotos, genstande og billeder, som de mente havde haft betydning for landsbyens historie; fotografier, værktøj, gamle billetter og reminiscenser fra dilettantkomedier og forestillinger. Arkivet blev sammensat af deltagerne, billeder og tekster blev organiseret efter bestemte ideer og temaer såsom landsbyliv, kulturarv, politisk indgriben, den lokale økonomi, fritid og kulturelle aktiviteter. Nogle af billederne og teksterne blev udvalgt til at blive projiceret stort op og tegnet med kul, og der blev afholdt en workshop i at tegne efter projicerede billeder. Ret få deltog i indsamlingen af arkivet, men en festaften med Irish stew fik mange lokket til at se arkivet og tegningerne af områdets historie.

De indsamlede historier og billeder fortalte kraftfuldt om landsbyliv og et landskab i forandring: landbrug og den lokale økonomi, de utopiske håb, der tiltrak mange, som ville bo og arbejde på landet, skuespillene, der blev sat op af entusiaster og genoplivninger af livet på middelalderborgen Østergård, og danse og gymnastikhold, der blev arrangeret for landsbyens børn.

Der var også negative aspekter; nedlæggelse af vejrettigheder, tomme huse opkøbt af kommunen til nedrivning, den tidligere æggefabrik der måtte lukke på grund af salmonellaudbrud, renoveringsbehov og den deraf følgende lukning af forsamlingshuset og bestræbelserne på at bevare den lokale købmandsbutik.

Arkivet synliggjorde anstrengelserne gennem årene for at opretholde den sociale trivsel i landsbyen, en påmindelse om samvær, fællesskab og politisk vilje.

En af deltagerne i forløbet foreslog at udføre gavlmalerier, eftersom mange af husene i byen stod tomme og arkivet var lige til at gå til som kildemateriale for malerier, som et offentligt statement om landsbyens historie.

Det viste sig at være en eminent måde at indlede en samtale om, hvad der skulle ske med de indsamlede billeder. Der blev lavet modeller, der viste hvordan billederne ville tage sig ud som murmalerier, så man fik en en ide om både størrelsen og det overordnede udseende. Ved det næste besøg i landsbyen blev der afholdt workshops, og deltagerne fik færdigheder i og selvtillid til at gengive arkivet af tekst og billeder i form af store kultegninger.

Det viste sig at være en eminent måde at indlede en samtale om, hvad der skulle ske med de indsamlede billeder. Der blev lavet modeller, der viste hvordan billederne ville tage sig ud som murmalerier, så man fik en en ide om både størrelsen og det overordnede udseende. Ved det næste besøg i landsbyen blev der afholdt workshops, og deltagerne fik færdigheder i og selvtillid til at gengive arkivet af tekst og billeder i form af store kultegninger.

Det første murmaleri blev opført på den gamle møbelfabrik midt i Åsted. Det blev malet efter et avisfoto fra 1982 af Frilev Sieg i sin Messerschmidt boblebil. Frilev kom for at se på, mens arbejdet blev udført, og vendte tilbage næste dag for at deltage i fejringen af det første murmaleri. Det faktum at værket blev udført af en gruppe landsbyborgere var vigtigt – produktionen var nu ikke kunstnerens eksklusive domæne, men i højere grad deltagernes.

Ved en efterfølgende event blev der stemt om, hvilke billeder der skulle opføres på mure og gavle fremover, og i august udførte deltagerne yderligere fem murmalerier i tiden op til den internationale konference Rural Forum på Østergård. Leonardo Sagastuy Solis var supporter for gruppen, efterhånden som malerierne blev tiltagende ambitiøse både i skala og kompleksitet. I det sociale rum, processen åbnede, blev der plads til diskussioner om det sociale liv i området og arbejdet med at gengive billederne, tjente som en påmindelse om de fælles læreprocesser, som plejede at være en del af landsbylivet, hvad enten det drejede sig om at lave middelalderkostumer til skuespil på slottet eller at være værter ved fællesspisning. Flere murmalerier er planlagt og undervejs, og Åsteds borgere ønsker at fortsætte med at forandre og tilføje flere murmalerier over tid. Ejerskabet til projektet forbliver i deltagernes hænder – et værktøj som i fremtiden kan bruges til at involvere og engagere andre.

Intet af dette ville have været muligt uden arbejdsmæssig støtte og de kuratoriske inputs fra Lene og Birgitte. Som kunstner fra et andet udkantsområde, kan jeg tilføre en vis portion perspektiv og erfaring, når sådanne problematikker skal gennemtænkes. Men for at processen skal bibeholde sin tiltrækningskraft og interagere med virkeligheden på landet i al dets kompleksitet, må det nødvendigvis udfoldes over tid. Dette vil være arven efter Europæisk Kulturby 2017 - et rum, som muliggør, at den form for forandringsproces Lucy Lippard beskrev, kan slå rod og få indflydelse på landsbyborgernes sociale og kulturelle liv.