For tid og evighed: Transformationskunst i Junget

af Maria Fabricius Hansen, lektor ved Københavns Universitet.

Forandringer er et vilkår for os mennesker – både i vores liv og vores samfund. Men mærkeligt nok bliver de ved at overraske. Det fleste af os tror, at det, der lige nu er hverdagen og virkeligheden, vil vare ved. Vi har vel en tilbøjelighed til at opfatte forandringer med en vis smerte, en vis længsel efter, hvordan det hele var engang, en længsel, som måske i virkeligheden er en længsel efter vores ungdom, efter venner og livsomstændigheder og minder fra fortiden.

Men forandring er samtidig alt det bedste i vores liv. Det kan være nye interesser, som vi får blik for og udvikler med årene, det kan være møder med mennesker, vi ikke før har kendt, og som bringer os glæde, og det kan være børn, der forunderligt og overraskende bliver til, enestående individer, der ikke fandtes før, og som vokser op omkring os og er sig selv fra begyndelsen og dog samtidig konstant undervejs og i forvandling. I denne forstand er forandringer egentlig den eneste trøst mod melankolske tanker om forgængelighed, for forandring handler om altings videre liv ud i fremtiden, ikke nøjagtig som vi kender det, men dog alligevel umiskendeligt i forlængelse af det eksisterende.

Når forandringer i vores samfund og i vores livsomstændigheder kan være dramatiske at forholde sig til, skyldes det måske også, at de har accelereret i de seneste årtier. Det bliver bekræftet helt konkret rundt om i landet, hvor landsbyer affolkes. Århundreders landbrugskultur har ændret sig i retning af en form for industrialisering, samtidig med, at storbykulturen tiltrækker stadig flere. De huse, der rundt om i landet står forladte hen, er fysiske vidnesbyrd om noget, der var engang, og som man vanskeligt kan forestille sig kommer igen. Der synes ikke at være nogen nemme eller indlysende måder at håndtere det på. Det er en umulighed at vedligeholde landsbykulturen, som om det var et museum, og samtidig er det ikke kun i den enkeltes, men i samfundets interesse som helhed, at mennesker trives i deres forskellige liv, hvad enten det er i større byer eller på landet.

I hele denne vanskelige forandringsproces har kunst vist sig at kunne bidrage til at forny meningsfuldheden for mennesker i forskellige samfundsmæssige sammenhænge, også helt afgrænset, lokalt, på hverdagsplan. Det gælder ikke kun i Danmark, men faktisk verden over, at man nærmest undrende må iagttage, at kunsten på denne måde, som en form for brugskunst, faktisk kan spille en vigtig rolle i vores liv. Det kan eksempelvis være i form af projekter, der er udtænkt i samarbejder mellem billedkunstnere og arkitekter, og som resulterer i forvandlinger af byrum i stort eller lille format, så det muliggør nye måder at leve sammen på.

I denne sammenhæng er en billedkunstners værk ikke noget, der tilføjes et bestemt sted som en form for æstetisk pynt. Det er noget, der – når det lykkes – integreres i det eksisterende, så noget nyt, der ikke fandtes før, kan vokse frem. Vemodet over at noget går tabt, modsvares af det nye, der bliver til.

I Birgitte Ejdrup Kristensens projekt i Junget er det selve de fysiske rester af nedrevne landsbyhuse, der er transformeret til inventar i et nyt, fælles byrum. Og måske overraskes vi over, at de gamle mursten faktisk rummer en stor skønhed, som en moderne industritegl i sin ensartethed og forudsigelige monotoni savner. Det er akkurat de gamle materialers tidspræg, der gør det nye byinventar så tiltalende, idet teglene vel at mærke opmures i nutidige former. For tidsligheden i materialerne og sammenstillingen af gammelt og nyt antyder videreførelse og forandring på én gang. Det arbejde, der er lagt i selve udførelsen, både dengang, da murstenene oprindeligt blev produceret, og i murerarbejdernes aktuelle, fagligt forankrede omhu med at bygge inventaret op, er i sig selv en form for materialisering af tid.

Vi lever i forlængelse af industrialiseringens og modernitetens epoke, hvor det at overgå fortidens materielle og tekniske vilkår og bestræbelser mod stadig vækst har været regnet for et uimodsagt ideal. Men i den industrialiserede del af verden bliver det stadig mere indlysende, at det er nødvendigt at opdyrke andre værdier fremfor til stadighed på den ene side at producere og bygge nyt og på den anden side at vedblive med uden videre at kassere det gamle. Ser vi blot på vores byggede omgivelser, er vi efterhånden tvunget til at erkende, at vi i højere grad må lære at genbruge og transformere det allerede eksisterende. Der er simpelthen ikke plads til bare fortsat at udvide storbyerne, og der er heller ikke plads til alt det, der bliver overflødigt, hvis vi kun vil det nye.

I et større arkitekturhistorisk perspektiv kan vores aktuelle samfundsmæssige omvæltninger minde om nogle århundreder i middelalderen, hvor man genbrugte og transformerede snarere end konstruerede nyt fra grunden af. Hvis man har været i Rom eller i mange andre byer i de dele af Sydeuropa, der engang hørte ind under Romerriget, ved man hvor meget, der endnu står tilbage af antikkens beundringsværdigt solide byggeri. Men hvis man begynder at kigge efter, vil man også bemærke, hvor meget af det efterfølgende middelalderlige byggeri, der består af antikke mursten, søjler, kvadre, marmorfliser og andet.

Da Romerriget gradvis brød sammen fra 300-tallet og frem, samtidig med at befolkningstallet faldt drastisk, stod en mængde monumentalbyggeri tilbage, som man hverken havde anledning til at bruge eller kræfter til at vedligeholde. Indimellem opstod dog behov for byggeri til nye formål, fx til kirker, som jo ikke fandtes før kristendommen blev lovliggjort i begyndelsen af 300-tallet. Og så genbrugte man det eksisterende, byggede om eller tog simpelthen byggematerialer fra et ældre byggeri, der var gået af brug, og anvendte til noget nyt. Kun det byggeri, som kunne genanvendes til nye formål, eller hvis bestanddele kunne indgå i helt nye konstruktioner, levede videre ind i nutiden. Templer, der kunne indvies til kirker, blev vedligeholdt. Ellers forfaldt de. Bygninger, man kunne flytte ind i, blev genbrugt, ellers forfaldt også de eller blev gradvist nedrevet, efterhånden som man fik brug for de materialer, de bestod af. Det er alt sammen med til at give en by som Rom dens helt særlige atmosfære af tidslighed. Historiens gang er så at sige synlig, bare man går omkring i gaderne. Det, som måske for en umiddelbar betragtning kunne virke sørgeligt, altså at antikkens Rom ikke kunne bestå, det bliver paradoksalt nok en skønhed og en værdi i nutiden. Selve de ombygninger over tid, som kendetegner byen, peger nok tilbage på noget, der er gået tabt, men rummer også en mægtig livsbekræftende forandringsglæde. På denne måde kan transformationsbyggeri både minde om fortiden og pege fremad i en accept af nutiden. Det kan på én gang rumme både bevaring og fornyelse, så forandringen i sig selv ikke bliver ren vemod, men også bringer noget med sig, vi ikke kendte og vidste, at vi ville glædes over i fremtiden.