7007 ege

af Peter Brix Søndergaard, lektor ved Aarhus Universitet.

Langs indkørslen til landsbyen Thorum i Nordsalling på Fursundegnen står syv indtil videre meget unge egetræer flankeret af syv oprejste, meterhøje basaltsten. Kommer man længere ind i Thorum kan man se, at en ny byskov på 7000 træer er ved at tage form på de nedlagte sportsarealer ved siden af forsamlingshuset midt i Thorum.

De syv ege plus basaltsten ved indkørslen til Thorum er kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensens kunstneriske supplement til det beboerdrevne byskovsprojekt. Hendes værk indgår i projekt Grasslands, der indgik i programmet for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 under overskriften ”Gentænk Landsbyen/Coast to Coast.” Denne kunstneriske dimension til byskovens træer har form af et stykke levende kunst, der arbejder med forandring og naturprocesser. Man kunne også kalde det et natur- eller jordkunstværk mellem skulptur og landskabsarkitektur, der som antydet er stedspecifikt, dvs. med særlig relevans for netop dette sted, hvilket imidlertid ikke hindrer værket – og dets forhåbentlige og forventede ekspansion ud i landskabet – i at henvise til andre, både nationale og globale betydninger.

Hvad angår nationale betydninger, der bidrager til at oplade værket med indhold, associerer 7007 ege til egens status – i stærk konkurrence med bøgen – som dansk nationaltræ som symbol på styrke og urokkelighed. Egen optræder som sådan på Olaf Rudes maleri i Folketinget, Dansk Landskab (1949) , hvor en række krogede ege med sten ved foden strækker sig ind i landskabet. Endvidere kan man komme til at tænke på de såkaldte Grundlovs- og kvindeege, der – tit med tilhørende mindesten – er blevet plantet til minde om grundlovens indførelse i 1849 og indførelsen af kvinders valgret i 1915.

Basaltstenene fremtræder i modsætning til de foranderlige træer som konstante og uforanderlige markører i landskabet, der så at sige kommer til at fungere som målestok for egenes vækst. De lodrette sten dominerer lige nu træerne, der dog med tiden vil vokse dem over hovedet. Basaltstenene har dog også som træerne med tid at gøre. De er fulde af svimlende geologisk tid som tavse vidner til planetens udvikling. Som kunsthistorikeren Lucy R. Lippard har skrevet: ”Sten berører mennesker fordi de antyder udødelighed, fordi de så åbenlyst har overlevet.” Desuden trækker stenene tråde til gådefulde forhistoriske megalitanlæg som Stonehenge på Salisburysletten i England og Carnac i Bretagne med bautasten eller menhirs i cirkler og på række og geled.

Af mere samtidige internationale referencer er den vigtigste til den tyske kunstner Joseph Beuys og hans processuelle kunstprojekt 7000 ege påbegyndt i Kassel i Tyskland forbindelse med udstillingen Dokumenta 7 i 1982 og fuldendt i 1987 efter Beuys’ død. Projektet startede med, at han læssede en stor portion basaltsten af foran udstillingsstedet, der i pileform pegede på et lille egetræ, han havde plantet, og for hvert egetræ, der blev plantet ude i Kassel by med tilhørende basaltstensmarkør, svandt bunken med sten ind, indtil alle 7000 træer var blevet distribueret ud i byrummet i overensstemmelse med forslag fra byens beboere, skoler, kvarterer m.m. Det hele havde som mål at forvandle byens asfalt til grønne arealer, at underkaste byen en Verwaldung, en ”forskovning”, der kunne lette en social udnyttelse af byrummet.

Lignende projekter er siden påbegyndt andre steder i verden som for eksempel i Oslo, Sydney og New York, og med 7007 ege er Thorum altså blevet en del af dette globale kunstnerisk netværk.

7000 ege er et udtryk for Beuys begreb om social plastik eller skulptur, som han udviklede i de tidlige 70ere, og ifølge hvilket kunstens materiale ikke bare kunne bestå af marmor, bronze og pigment på lærred, men indbefatte hele livet – tanker, handlinger, relationer, samtaler og genstande – og som derfor også kunne udøves af hvem som helst. Beuys tilstræbte en aktivering af publikum som socialt fællesskab og som deltagende og udøvende aktører, og stod det til ham, skulle skellet mellem kunst og liv helt ophæves. Som 7000 ege viser, var Beuys’ handlingsrettede kollektive skulpturprojekter ofte båret af en stærk bevidsthed om økologi og miljø, og han var da også medstifter af det tyske parti De Grønne. Også i Thorum har projektet 7007 ege, som Birgitte Ejdrup Kristensen meget passende kalder værket som en slags hyldest til Beuys og hans værk, potentiale til at modvirke og forandre den udvikling, der gør, at landsbyer for eksempel skæmmes af forladte og forfaldne bygninger.

Beuys’ tanker er senere blevet videreført af bl.a. franskmanden Nicolas Bourriaud, der i 1998 indførte begrebet ”relationel æstetik”, en kunstnerisk metode, der med forskellige midler har til hensigt at udvikle sociale mellemrum, der kan udpege alternative måder at være sammen på. Kunsten skal altså først og fremmest formidle sociale møder fremfor kun at skabe æstetiske objekter. Et kunstværk skal ifølge Bourriaud indebære et forslag om at bebo en verden i fællesskab. Det er en kunst, der optræder udenfor kunstgalleriet og museet og har som ambition at være offentlig, demokratisk med fokus på mellemmenneskelige relationer, midlertidige eller mere permanente.

Både Bourriauds synspunkter og Beuys’ værk og teoretiske overvejelser synes relevante at drage frem i forhold til historien bag tilblivelsen af Thorums 7007 ege, fordi arbejdsprocessen netop vidner om en ny måde at forstå og lave kunst på, hvor kunstneren træder et skridt tilbage som en slags facilitator eller katalysator for en kunstnerisk proces, der inddrager lokalsamfundet og dets behov i form af en medbestemmende dialog. Borgerne i Thorum har følgelig diskuteret sig frem til placeringen af de syv ege og de syv basaltsten og deres dialoger med hinanden og kunstneren er også afgørende for, hvor de næste markerede træer, der skal finansieres via crowdfunding, skal stå.

Projektet synes også at udtrykke et nyt syn på naturen som noget, vi ikke bare kan forholde os distanceret nydende til, som vi når ser på indrammede landskabsmalerier eller fotograferer en særlig attraktiv turistudsigt. Vi er efterhånden blevet klar over vores afhængighed af naturen, men også – og måske mere afgørende – naturens afhængighed af os for at overleve. En sådan bevidsthed kan et projekt som 7007 ege, der bevidst søger at etablere en synergi med Thorumbeboernes behov, ideer og planer – her i form af byskoven – være med til at forstærke.